Artiklen analyserer en erindringsscene fra Johannes V. Jensens tidlige historiske roman ”Kongens Fald” som ekfrase, der har et afsæt i en række ”Vanitas”-stillebener fra flamsk eller nederlandsk baroktid og landskaber fra samme tidsperiode. Det, at romanen mange gange bruger billedkunst fra baroktiden som impuls, sker som resultat af en strategi og et sanseligt eksperiment, for at synliggøre selve epoken. De vigtigste barokke koncepter, som flettes ind i teksten ved hjælp af det intermediale samspil, er et konstant ”memento mori” og menneskets og slægternes ubetydelighed over for naturens love. Ekfrasen, som er en af mange slags i romanen, fremstår i sin mimetiske men implicitte form. Teksten låner flere kompositionsprincipper fra billedkunsten: rum, akser, belysning, samlingspunkt, synsvinkel og perspektiv. Ekfrasen, med dens farver og stil, som forvandles efterhånden ved hjælp af heftig brug af billedsprog: metaforer, sammenligninger og hyperbler, ændrer sig fra beskrivende til fortolkende. Beskrivelsen er bygget efter rytmen, som er fyldt med gentagelser og metriske bølger. Det intermedielle samspil mellem det metriske/musikalske og det visuelle fokuserer læserens opmærksomhed på det kunstlige ved beskrivelsen og danner spændingen mellem virkelighed og dens afspejling i kunst og tydeliggør kunstnerens og narratorens tilstedeværelse.
Lomagina A. JOHANNES V. JENSENS EKFRASE I ”KONGENS FALD” SOM ”INTERFERENS”