Det danske sprog har flere typer af interrogative sætninger, men ikke alle med denne sætningsform udtrykker et egentligt spørgsmål. Nogle af dem kan opfattes som indirekte sproghandlinger hvor et spørgsmål anvendes til at udtrykke en anmodning, en bøn, et retorisk spørgsmål, m.v.
Den spørgende (ytringens afsender) kan ikke direkte assertere noget, hvis sand- hedsværdi han ikke kender, men det betyder selvfølgelig ikke, at han ikke har en eller anden forhåndsformodning om eller nogle klare forventninger til hvad modtager vil svare, dvs. om han vil afgive et positivt eller et negativt svar i forbindelse med fx et ja/nej- spørgsmål. Afsendcrs «forhåndsindstilling» har epistemisk værdi og er ofte aksiologisk. Ved at inddrage afsenders «forhåndsindstilling» og analysen af selve ytringssituationen i interpretationsprocessen kan man beskrive de interrogative strukturer (positive/negerede udsagn; spørgende sætningsform/fremsættende sætningsform) og de sproglige midler (fx modale partikler), som afsender vælger i enhver konkret situation for at gengive sin indstilling. Og omvendt: ved at analysere den interrogative struktur får vi mulighed for at forudse og forklare, hvomår en illokutionær afiedning vil finde sted.
Krylova Elvira. DE DANSKE INTERROGATIV-SÆTNINGERS KOMMUNIKATIVE SEMANTIK
