Til forskel fra norsk og svensk drama befinder dansk drama sig på grænsen mellem det 19. og 20. århundrede i en dyb krise. Denne krise skyldes dels mangel en på betydningsfulde dramatikere blandt de danske forfattere på denne tid, dels det dramatiske teaters konservatisme.
I årene efter den første verdenskrig sker der imidlertid noget nyt inden for det danske drama, som i 30’erne og 40’erne fører det op på et niveau, som det ikke havde kendt siden Ludvig Holbergs tid. Begyndelsen af denne nye etape i det danske dramas historie er forbundet med navne som Svend Borberg og Sven Clausen, som gjorde de første forsøg på at tilbringe det danske drama et nyt tidssvarende indhold og at finde frem tilen form, som kunne give størst muligt udtryk for dette indhold.
I Borbergs dramaer “Ingen” (1920), “Cirkus Juris” (1935) og “Synder og Helgen” (1939) og i Clausens “Bureauslaven” (1922) og “Nævningen” (1929) indtager problemet om den menneskelige personlighed og dens forskelligartethed og modsigelsesfyldte karakter en central plads. Begge dramatikere benytter i deres værker kunstneriske virkningsmidler, som ikke tidligere var kendt i det danske teater.
Borbergs og Clausens nyskabelser vandt ikke anerkendelse hos deres samtidige, men netop deres værker muliggjorde den opblomstring af det danske drama, som Kaj Munks, Kjeld Abells og Soyas værker repræsenterer.
Kuprijanova I. DET DANSKE DRAMA I BEGYNDELSEN AF DET 20. ÅRHUNDREDE