Henrik Pontoppidans forfatterskab er det mest fuldkomne udtryk for dansk kritisk realisme i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Pontoppidan videreførte de idemæssige og æstetiske principper, som Georg Brandes forkyndte i 70-erne, og lagde med sit forfatterskab grunden til den moderne realistiske litteratur i Danmark.
De værker, som Pontoppidan skrev på tærskelen mellem det 19. og 20. årh. – og først og fremmest hans største roman “Lykke-Per” (1898-1904) – indtager en nøglestilling i hans forfatterskab.
Romanens grundtema er den skæbne, som blev den unge generation af danske intellektuelle til del ved et vendepunkt i landets historiske udvikling, det tidspunkt, da kapitalismen fik sit gennembrud. Pontoppidan giver et malende billende af de ændringer, som fandt sted i landets økonomiske liv, og skildrer samtidig lige så indgående Danmarks kulturelle liv i denne periode. Det er navnlig Brandes’ virksomhed og de litterære strømninger, som havde tilknytning til hans personlighed, der af forfatteren underkastes en dybtgående kritisk vurdering. Pontoppidan kritiserer skarpt den borgerlige morals hykleri og forløjethed, som skaber karrieremagere og stræbere, som f. eks. den “heldige” journalist Dyring, hvis skikkelse i romanen supplerer karakteristikken af hovedpersonen – Per Sidenius’ – livsbane.
Med sin beretning om Lykke-Pers skæbne skildrer Pontoppidan et begavet menneskes forlis i det borgerlige samfund, hvor penge og total principløshed er våben i kampen for succes. Men som Vilh. Andersen rigtigt bemærker, fortsætter forfatteren samtidig den polemik med ideen i H. C. Andersens “Den grimme ælling”, som han indledte i novellen “Ørneflugt” (1890). Historien om hovedpersonens religiøst-filosofiske søgen, hans brydsomme vej bort fra religionen gennem et romantisk oprør mod gud – tyrannen og despoten – til absolut fornægtelse af den kristne tros lære indtager en vigtig plads i romanen.
Forkyndelsen af ateismens og humanismens ideer og troen på det kommende nye menneske finder udtryk i en af romanens centrale skikkelser, nemlig Jacobe Salomons. Dette billede på den ny kvinde, som søger at deltage aktivt i omformningen af hele samfundets liv, hører til blandt Pontoppidans mest vellykkede kunstneriske skildringer og har utvivlsomt en vis tilknutning til den danske litteraturs galleri af “Turgeniev” heltinder, som K. Tiander omtaler i “Dansk-russiske undersøgelser”.
Eposet “Lykke-Per” har hær tilknytning til Pontoppidans tidligere værker, men er samtidig i princippet en ny, absolut selvstændeg roman, som giver et udtømmende billede af Danmarks økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle liv i anden halvdel af det nittende århundrere.
