Denne artikel beskriver nogle emner og stilistiske træk som er fælles for digtere i begyndelsen af det 20. århundrede og Karen Blixens fortællinger. Hun selv forklarede, at hun flyttede sine fortællinger til en rigtig romantisk tid og andre forhold for at føle sig fuldkommen fri. Interessen for denne tid og dens ideer er stor også hos andre forfattere, modernistiske som postmodernistiske.
Blandt romantismens filosofiske ideer, som K.Blixen bruger i sine fortællinger kan der nævnes maskefilosofi og marionetteater. Det romantiske dobbeltsyn og den højere kunstneriske realiet som bestemmer den menneskelige skæbne er også afgørende for hendes forfatterskab. Hun tildeler endvidere naturen en aktiv rolle i sine fortællinger og bruger mange fantastiske emner som er lånt hos digtere fra det 19. århundrede. På den måde bruger hun romantiske traditioner som ramme for sit ellers eksistentialistiske forfatterskab.
Lomagina Anastasia. ROMANTISKE TRADITIONER I KAREN BLIXENS FORFATTERSKAB