Karen Blixen hørte til de dobbelt begavede kunstnere, der kunne udtrykke sig kunstnerisk både i litteratur og maleri. Selvom Blixen havde forladt sin barndomsdrøm om at blive maler i sine senere år, kan man gå ud af, at den teoretiske viden om og de praktiske erfaringer med malerkunsten har efterladt sig konkrete spor i hendes forfatterskab. De fleste intermediale analyser af Blixens værk fokuserer på den tematiske refleksion af billedkunsten i teksten (jf. studier af Charlotte Engberg eller Ivan Ž. Sørensen). Denne artikel omhandler et emne, som er blevet relativt overset i analyserne indtil nu, og det er realiseringen af de maleriske teknikker i Blixens fortællinger. Ved siden af den tematiske afspejling af billedkunsten kan der nemlig også spores en indsats for at imitere maleriets tekniske side i teksten, dvs. fx brugen af farver efter farvelæren eller en bevidst opsætning af lyse og mørke flader samt en malerisk fremstilling af skyggerne. Analysen vil afsløre, om Blixen foretrækker det koloristiske princip til at opbygge mentale billeder, ligesom hun gør det i sine berømte malerier fra Afrika, eller om det snarere er lys, som bliver det dominerende fænomen i tekstens billedverden.
Stahr R. AT MALE MED ORD: TIL REALISERING AF BILLEDKUNST I KAREN BLIXENS FORTÆLLINGER