Johannes V.Jensen (1873–1950) skrev seks romaner om evolutionen, som han valgte at forbinde i en romanrække og kalde Den lange Rejse (1908–1923). Forskerne har traditionelt betegnet Den lange Rejse som mytisk på grund af de passager i cyklen, der udviser samme karakteristika som den såkaldte Jensenske myte. Et af de konstituerende træk af denne korte genre er dens lyriske modus. Det kan derfor siges, at forskningen primært har kaldt Den lange Rejse mytisk på grund af de lyriske eller lyriserende passager. Man skal læse romancyklen som myte på grund af dens plot, det vil sige på grund af dens episke konstruktion, mener jeg til gengæld. Jensen alluderer tydeligt til mytens legitimerende funktion; derfor anvender jeg Manfred Franks og Leszek Kolakowskis myteteorier og fokuserer på mytens pragmatiske rolle. Det viser sig at Den lange Rejse kan betragtes som et blandt de mange remytiserende forsøg som det 20. århundredes litteratur er så rig på. Følgelig sammenligner jeg Jensens romanrække med Thomas Manns syn på myte i Nazityskland som han opponerer mod i sin romantetralogi Joseph und seine Brüder (Joseph and His Brothers, 1926–1943). Det viser sig, at Manns og Jensens mytearbejde udviser ligheder, siden begge forfatterne i myteform prøver at anfægte det herskende samfundsparadigme. Det bliver også tydeligt, at der består en fare i at bruge myten til at bekæmpe myter — især hvis vi tager i betragtning Jensens lovprisning af den hvide race i de første to romaner af Den lange Rejse.
Březinová H. DEN LANGE REJSE — JOHANNES V.JENSEN OG MYTEN I MODERNITETEN