Artiklen drejer sig om et tilfælde receptionen af den oldislandske litteratur i den islandske digtning fra århundredeskiftet 20.-21. årh., nemlig en digtcyklus “Ljóð námu menn” (1988) efter Sigurður Pálsson. Eftersom receptionen af de oldislandske kultur og litteratur på Island i 20.-21. årh. er meget tekstcentreret ( det er især Forfatterens skikkelse, der er vigtig for den), drejer de fleste digtes indhold i cyklen sig om skabelsen af nogle islændingesagaer, som de islandske læsere er fortrolige med. I digterens fortolkning ligner sagaskribenterne moderne romanforfattere, men også kulturhelte fra myter. Det er enten sagaforfatterne selv, eller sagaskrivningsprocessen, der bliver mytologiseret på forskellig måde, får nogle universelle tidløse træk; henvisingerne til de konkrete sagaers indhold bliver dog minimiseret. I cyklens afslutningsdigt er det Islands landnam, der bliver mytologiseret, nøglebegivenheden for hele den islandske kultur, og den viser sig også at være uadskillelig fra digtning og skabning. I løbet af perioden, der bliver betragtet i artiklen, udgør temaerne, forbundet med den oldislandske litteratur, vigtige topoi i den islandske nationale kultur. Det vil sige, at de digtere, der vælger dem som emne for deres digte, må komme i berøring med deres høje status i den nationale kultur. Hos Sigurður Pálsson er skildringen af den oldislandske kulturs nøglebegivenheder meget subjektiv, dog modsiger den aldrig disse topoi. Historismen og faktografien er næsten fraværende i cyklen og erstattet af mytologismen: sagaskrivningen bliver ligestillet med en kosmogonisk handling, og et lands bosættelse med en skabelsesproces.
