Dansk og skandinavisk litteratur har gennem de sidste to årtier været optaget af en bred vifte af sociale og politiske temaer. I øjeblikket synes der imidlertid at finde et vagtskifte sted. Under påvirkning af andre samtidige nordiske forfattere er en række danske forfattere begyndt at udvise en voksende interesse for forskellige eksistentielle emner,
der ofte er ladt ude af syne eller endog foragtet af deres politisk motiverede kollegaer. I denne artikel vil jeg kaste lys over disse nye tendenser ved at berøre en række samtidige dansk-nordiske forfatterskaber, nemlig Karl Ove Knausgårds, Sara Stridsbergs, Christina Hagens, Signe Gjessings, Christina Hesselholdts, Peter Adolphsens, Jesper Wung Sungs og Niels Franks. Desuden vil jeg sammenligne disse forfatterskaber med den såkaldte eksistentielle vending i dansk litteraturhistorie, hvor en gruppe yngre digtere, først og fremmest Søren Ulrik Thomsen, i 1980’erne opponerede mod tidens dominerende marxistiske litteraturopfattelse. Endelig skal jeg sætte hele diskussionen ind I en bredere filosofisk kontekst, som peger på, at den eksistentielle litteratur i dag ikke er så verdensfjern og eskapistisk, som man måske kunne fristes til at tro. Tværtimod kan den siges at videreføre traditionen fra filosoffer som Immanuel Kant og Søren Kierkegaard, der udmøntede en frugtbar forståelse af moderniteten og understregede vigtigheden af begreber som subjektivitet og autonomi. I forlængelse heraf kan det nye eksistentielle vagtskifte siges at restituere Isaiah Berlins berømte begreb om negativ frihed, som megen samtidslitteratur og litterær kritik indtil nu har miskendt.
Stidsen Marianne. FRA POLITIK TIL EKSISTENS TENDENSER I DEN NYESTE DANSK-NORDISKE LITTERATUR